Vognen skrumlede hen gennem hjulsporene. Arne sad på vognen sammen med sin kone Tove. Bag vognen gik deres to sønner Leif og Asbjørn.

Da de nåede byporten, henvendte Arne sig til portvagten, og de fik lov at køre igennem og hen til den plads, som Arne havde benyttet flere gange, når Visby afholdt det årlige sommermarked.
De gik derefter alle fire rundt for at hilse på bekendte, inden de satte deres sovetelt op.
Næste morgen indrettede de deres værksteds- og handelsbod under et læsejl.
Arne og sønnerne havde smedet værktøj, knive, hængelåse, kobjælder og meget andet, som nu blev udbudt til salg. Folk kunne også komme og bestille ting, de manglede.
Arne og sønnerne gik i gang med at smede det, der blev bestilt, og senere kunne kunden hente varen. Arne havde bestemt, at hvis de fik solgt godt og tjent meget sølv, så skulle Tove have stof til en ny varm kjole, som kunne varme godt, når det blev vinter. Der var rigtig mange mennesker og dyr på markedet. Der blev handlet med lertøj, smykker af bronze og sølv, ja en enkelt solgte arm og halsringe i guld.
Der var en livlig handel med kvæg, får, gæs og høns. Lidt længere henne var der et trællemarked, hvor unge mænd og kvinder var til salg.
På markedet var der en, der optrådte med fakler med ild i, som han kastede op i luften og greb igen. Der var musikanter, sangere og folk, som gik på stylter - i det hele taget et vældigt leben.

På den tredje dag, da Arne og sønnerne var i færd med at smede en økse, kom en lavstammet tyk mand, efterfulgt af to yngre mænd iført ringbrynjer, hen til Arnes bod.
”Du smed!” sagde han, ”jeg skal have udført noget arbejde”.
Arne så op fra sit arbejde, på manden, der havde tiltalt ham. Arne vidste godt, hvem manden var; det var slavehandleren Thorgrim.
”Du skal smede 10 sæt fodringe og 10 halsringe for mig,” sagde Thorgrim.
Arne så ind i Thorgrims små stikkende øjne og svarede, at han ikke havde tid til at udføre mere arbejde.
”Så må du sige nej til de andre, der vil have dig til at arbejde, for jeg forlanger, at du smeder disse ringe til mig”.
Arne så fast på Thorgrim og svarede: ”Jeg er en fri mand, og jeg bestemmer selv, hvem jeg arbejder for, og hvad jeg laver, og jeg ønsker ikke at smede lænker til mennesker”.
”Det skal du komme til at fortryde,” råbte Thorgrim, idet han vendte rundt og gik, efterfulgt af sine to krigere.
”Hvad sker der nu?” spurgte Tove ængstelig.
”Så længe vi er på markedet sker der ikke noget,” svarede Arne, ”for Thorgrim ved godt, at han ikke kan bryde markedsfreden”.
”Jamen, hvad så senere?” spurgte Tove, ”jeg kan ikke lide det”.
”Tag det roligt” sagde Arne, ”Thorgrim rejser ud og stjæler trælle. Her på Gotland holder han sig i skindet, for ellers er der ingen der vil handle med ham”.

Arne og sønnerne fortsatte med at smede, og snart havde Arne glemt det ubehagelige optrin.
Jeg hører, at du har masser af arbejde”, lød en munter stemme. Arne så op. Foran ham stod en høj velklædt mand med et venligt udtryk i ansigtet. ”Ja, jeg klager ikke” svarede Arne.
”Jeg kom for at spørge, om du vil påtage dig at bygge et nyt skib for mig. Jeg er købmand og bor to dagsrejser herfra. Jeg har ladet mig fortælle, at du og dine sønner er de bedste håndværkere på Gotland.”
Jeg er glad for, at du viser mig den tillid, og hvis vi ellers kan blive enige, siger jeg ja til at arbejde for dig” sagde Arne.
Købmanden stak hånden frem og sagde: ”Mit navn er Sven, og jeg er sikker på, at vi nok skal blive enige. Når markedet slutter om fire dage, drager jeg og mine folk hjem. Jeg vil foreslå, at du følges med os, for jeg hører, at Thorgrim er gal i skralden over, at du ikke vil arbejde for ham.”
Da markedet var ovre, pakkede Arne, Tove og sønnerne deres ejendele på vognen, spandt deres hest for og rejste sammen med Sven og hans følge til Svens gård.

Da de ankom til gården, fik Arne og hans familie anvist et lille hyggeligt hus, som de kunne flytte ind i så længe, de skulle arbejde for Sven.
Om aftenen samledes de i Svends langhus, hvor snakken gik om markedet i Visby og om skibet, som Sven ønskede, at Arne skulle bygge.
Dagen efter red Sven, Arne og hans to sønner ud til skoven, som hørte til gården.
”Her kan I fælde de træer, I skal bruge til at bygge skibet”, sagde Sven. ”I kan få nogle af folkene på gården til at hjælpe jer”.

Arne fortalte Sven, at der også skulle bruges en del jern til skibet.
”Ja, det skal der jo,” svarede Sven. ”Jeg har et vandløb i hvis brinker der kan graves god myremalm, så I kan fremstille det jern, der behøves. Et par af mine folk er dygtige til at fremstille trækul, som I skal bruge til jernfremstilling og til essen, når I skal smede. Arne - jeg vil nu overlade arbejdet til dig. Jeg glæder mig til at følge arbejdet og se det færdige skib”.
Det første, Arne gik i gang med, var at udvælge de træer, der skulle fældes. Nogle af gårdens folk gik i gang med at fælde og transportere stammerne ned til skibsbygningspladsen nær vandet.

Af de grene, der blev hugget af de store egestammer, satte Arne folk i gang med at lave trækul. Leif og Asbjørn tog ud for at finde myremalm. Da de mente, at de havde nok, transporterede de det hjem.
Et stykke fra gården byggede de en ovn til at udvinde jern af det myremalm, de havde hjembragt. Jernet, de udvandt, smedede de til jernbarrer, som senere skulle smedes til skibsnagler, og hvad der ellers skulle bruges.

De store stammer, der nu lå, hvor skibet skulle bygges, blev ved hjælp af store kiler flækket til tømmer og brædder.
Træet skulle, efter at være flækket, tilhugges med skarøkse. Arne ønskede, at der skulle høvles fine spor i hver af skibets planker.

Der skulle stemmes ud, så alt passede sammen. Leif og Asbjørn smedede flere hundrede skibsnagler.
Til hver skibsnagle skulle der bores huller.
Sven kom ofte ned for at se, hvordan det gik med arbejdet, og han roste Arne for det flotte arbejde, der blev udført.
Arne lod rosen gå videre til de folk, der arbejdede for ham. Det gav en god stemning, og alle var glade og stolte over at være med til at bygge skib under Arnes ledelse.

Næsten et år var gået og markedet i Visby nærmede sig Sven spurgte, om Arne ville med til markedet.
Jeg har kun de varer jeg ikke fik solgt sidste år. Jeg vil hellere blive og bygge på skibet, svarede Arne.
Leif og Asbjørn ville gerne have været på marked, men de blev hos Arne, for det at bygge så flot et skib var også spændende. En del af Svens folk blev også hjemme. Der var meget, der skulle passes på gården. Tove var ikke ked af, at de ikke skulle på marked. Hun syntes, at de befandt sig så godt på gården. Arne, Tove og de, der blev tilbage på gården, vinkede til Sven og hans følge, da de drog af til marked.

Arne, Leif, Asbjørn samt to af Svens folk arbejdede på skibet.

Alle så op.
De stod som forstenede. Det var et skib med dragehoved på, hvilket betød, at det var et fjendtligt skib.
Arne var den første, der reagerede, ”Leif”, råbte Arne, ”løb op på gården og sørg for, at din mor og de andre kommer væk. Gem jer i skoven. Vi kommer, så snart vi kan”.
”Jamen far…” begyndte Leif.
”Løb nu!” råbte Arne, og Leif løb endelig.
”Asbjørn! Hjælp mig med at pakke vores værktøj. Det må vi skjule for Thorgrims mænd”. Der gik panik i Svens folk. De løb alt, hvad de kunne for at komme væk.
Arne kastede et blik ud på skibet, som roede ind mod dem.
Han vurderede, at han og Asbjørn kunne nå at samle det meste af deres værktøj. De smed tingene i deres værktøjskiste.

Arne bandt den lange kæde, de havde smedet omkring kisten. De satte kisten op på et bræt, og Arne trak i kæden.
Brættet gled som en slæde hen af jorden.
Asbjørn greb den store gryde og deres grill rist. De kom op over en lille bakke og kunne ikke mere se skibet. De asede af sted, men kom kun langsom frem med den tunge kiste på slæb.
”Hvor skal vi gemme den?” gispede Asbjørn.
”Vi trækker den ned til søen. Der har Sven en lille jolle liggende imellem sivene,” stønnede Arne.
”Bare Leif nu har fået din mor og de andre skjult” prustede Arne.

”Far, hvem tror du, det er, der kommer med ufred?” spurgte Asbjørn.
”Jeg så, hvem det er”, sagde Arne, ”Det er Thorgrim Slavehandler.”
”Så er det derfor, at han har ventet, til han viste, at Sven var rejst til Visby. De nærmede sig endelig søen. Nu gjaldt det blot om at finde båden. Asbjørn løb langs sivene.
Der var båden. Han smed gryde og grill rist op i bunden af båden og løb tilbage for at hjælpe Arne med at trække den tunge kiste hen til båden.
Med fælles hjælp fik de kisten anbragt i bunden af båden.
Nu så de Thorgrims mænd komme i løb ned mod dem.
”Hurtig” råbte Arne, ”ro så hurtig du kan, så slipper vi fra dem”.

Thorgrims folk styrtede ud i vandet efter båden, men det blev hurtigt så dybt, at de ikke kunne nå at få fat i Arne og Asbjørn. En af forfølgerne kastede i raseri et spyd efter båden, men den var allerede for langt ude, så spyddet ramte bare vandet.
Arne og Asbjørn lo af lettelse, imens forfølgerne skreg af raseri inde på land.
”Hvad gør vi nu?” spurgte Asbjørn. Arne tænkte sig lidt om, inden han svarede: ”Vi sænker kisten ned i søen. Læg mærke til, hvor langt vi er fra land, og hvis vi så pejler mellem de to store sten, som ligger ved søen, så skulle vi nok kunne finde den igen, når vi kan vende tilbage”.
Da krigerne var forsvundet fra søbredden, sænkede de kisten ned i søen. Gryden og grill risten gik samme vej. Arne beholdt nøglen til kisten i den snor, han altid havde omkring halsen.
De roede over til den modsatte bred. Her ville de gå i land og derefter gå en omvej til skoven, hvor de ville finde Tove og Leif.
Lettet over at det var lykkedes at skjule deres ejendele og lettet over at være sluppet væk fra Thorgrims mænd, nåede de den modsatte bred.

De trak båden ind mellem sivene for at skjule den.
Pludselig brasede seks af Thorgrims folk med høje råb gennem sivene.
Arne fik et spyd i ryggen, og Asbjørn blev ramt i hovedet af en økse.
De faldt begge døde om.

Efterskrift
Ingen levende havde set, hvor Arne og hans søn Asbjørn havde skjult værktøjskisten.
Efter flere hundrede år faldt vandstanden i søen, som næsten forsvandt med tiden. Landbruget på Gotland udviklede sig. Der blev drænet, så området kunne dyrkes.
I 1936 var bonden, som ejede jorden, ved at pløje. Pludselig så bonden, at der i plovfuren lå nogle interessante genstande. Bonden tilkaldte arkæologer fra museet, og op gravede man det meget rige værktøjsfund, som siden er kendt som ”Mästermyrfundet”.

---

Mästermyrfundet er undersøgt og beskrevet af Greta Arwidsson og Gösta Berg.
Bogen er udgivet af Kungl Vitterhets historie og antikvitets-akademien.
Ribe Vikinge-smedelaug ”REGIN” besluttede i 2004 at rekonstruere det berømte fund. Vi har studeret hvert enkelt genstand i bogen ”THE MÂSTERMYR FIND” af Greta Arwidsson og Gösta Berg.
Medlemmerne i smedelauget har samvittighedsfuldt og efter bedste evne forsøgt at genskabe hver enkel genstand så nøjagtig som muligt.
Efter fire spændende år kunne vi i 2008 montere genstandene i montrer, klar til at præsentere vores arbejde.
Kunstneren Trine Theut har malet 17 billeder, der illustrerer vores fortælling om, hvorfor kisten, lå i søen i 1000 år.